søndag den 25. august 2013

En god start!

Hvad får du hvis du tager 57 unge mennesker i alderen 14-17 år, tager deres telefoner, computere og andet elektronik fra dem i en uge, smider deres bagage ind i et telt og fortæller dem at de skal bo, sove og undervises ude i seks uger?
Svaret er: Introugen på Korinth Efterskole.


Jeg ved, det måske lyder helt forfærdeligt for mange (specielt teenagere som mig selv) bare sådan at få frarøvet al tilgang til elektronik i en hel uge, men tro det eller ej - det er faktisk ikke så slemt når det kommer til stykket. Jeg mener, når man er omgivet af en helt masse mennesker man nærmest skal bo sammen med i et helt år, hvorfor så ikke tage en pause fra familie og venner derhjemme, for at lære de nye mennesker at kende?
Jeg må dog indrømme at det sværeste - for mit vedkommende - ikke var den manglende kontakt til min familie, men faktisk den følelse af, at tiden går meget hurtigere når man ikke har sin telefon. I de første par dage var der meget få af os der havde adgang til et ur, og man tænkte derfor ikke så meget over hvad klokken var. Så lige pludselig havde man tid til bare at nyde livet og lærer nye mennesker at kende. Samtidig var det dog også en smule frustrerende når lærerne fortalte at timen altså startede kl 14, og at vi skulle huske at møde til tiden. Spørgsmålet er så bare lige: Hvordan møder man til tiden, når man ikke ved hvad klokken er?


Heldigvis var lærerne venlige og forstående når vi kom fem minutter forsent og forklarede at det var manglen på ure der var synderen. For det er første år Korinth Efterskole tager skridtet og arrangerer et seks ugers introforløb med udeskole. Og når man tager det i betragtning, så klarer de det faktisk rigtig fint. Der er lidt småproblemer hist og her, men de er mere end glade for konstruktive tilbagemeldinger, hvilket virkelig får en til at føle sig som en del af fællesskabet.

For at citere en af mine nye venner - Christoffer - :
"Jeg synes det er skide fedt at det er en demokratisk skole - og ikke bare en diktatorisk skole hvor læreren bestemmer det hele!"