torsdag den 27. marts 2014

Gourmetmad i lange baner!

I denne uge havde lærerne - af grunde jeg umiddelbart ikke husker eller ikke kender til - byttet rundt på torsdag og fredag formiddag. Fair nok. Dette betød at vi derfor havde en hel linjefagsdag i dag. Tre (klokke)timers undervisning om formiddagen og om eftermiddagen. For linjefaget Adventure betød det et adventurerace hele dagen - et arrangement jeg uheldigvis ikke har billeder fra; for linjefaget Ledelse betød det planlægning af vores nærtliggende tur til Sverige; og for Gourmetholdet betød det kokkekonkurrence.




Udfordringen bestod i at lave fire retter som alle dækkede nogle bestemte kriterier. Jeg kan desværre ikke fortælle om nævnte kriterier da jeg jo bare var fotograf... Jeg fik dog fat i så meget at forretten bestod af fisk (torsk?) og stenbiderrogn. Jeg må ærligt indrømme at jeg blev en smule sulten af at have så mange retter så tæt på mit objektiv...






Efter at have spist frokost - hvor "os andre" blev budt på kokkelevernes lækre forretter (mums!) - stod hovedretten på intet mindre end mørbrad. Køkkenet duftede himmelsk, og som "udefrakommende" blev jeg (heldigvis) venligt bedt om flere gange at smage på både kødet og sovsen hertil - så jeg klager ikke!


Imens kokkene gør hvad de gør bedst, havde skolen en professionel fotograf - der at dømme efter billedet ovenover elsker sit arbejde - på besøg. Han filmede os og tog nogle stilbilleder til senere brug, så hold øje med skolens facebook og min blog for der er en ny efterskolereklamefilm på vej! Jeg fik - som skolens selvudnævnte uofficielle fotograf - lov at "rende i hælene" på fotografen og tage billeder og hjælpe til, så det var jo egentlig meget fint.



Mellemretten skulle indeholde rygeost... Interessant... Det er desværre den eneste ret jeg ikke har smagt noget af.


Man gemmer altid det bedste til sidst: desserten - der her skulle indeholde rabarber, æbler eller begge dele. Der er desværre kun et billede fordi jeg kom forsent til serveringen... Men det er til gengæld et appetitligt billede!
En ting jeg med sikkerhed kan sige efter sådan en dag er at jeg da i hvert fald er godt mæt!

torsdag den 20. marts 2014

Luft under cyklerne

Enkelte gange om måneden bliver eleverne "tvunget hjem" - populært talt "smidt hjem" - på weekend. Når dette sker får eleverne en ekstra fridag. Det vil sige at eleverne enten får fri torsdag aften eller først skal komme tilbage mandag aften. Fordi vi kan få lov til det, bliver de undervisningsdage lagt på andre tidspunkter - f.eks. i weekenderne.






Fredag i sidste uge satte eleverne sig op på cyklerne og cyklede de 33 km. ud til en spejderhytte vi havde fået lov at låne. Ingen af eleverne vidste hvor de skulle hen, men undervejs på ruten kørte de forbi poster der fortalte dem hvor den næste post lå, indtil de til sidst ankom - trætte - til spejderhytten. Teltene blev rejst, der blev serveret suppe og eleverne krøb i poserne.
Om lørdagen skulle vi alle ud og være 'aktive' og 'sociale' - hvilket vil sige at vores to lærer (der hurtigt blev omtalt som 'lederne' i stedet for 'lærerne') havde planlagt nogle 'spændende' aktiviteter for os. Misforstå mig ikke, jeg synes det var en både sjov og hyggelig dag vi tilbragte sammen.
Den ene aktivitet bestod i frisbeegolf.


Selvom mange havde en smule svært ved at kaste frisbee'erne i starten, kom mange dog hurtigt efter det, og snart var alle godt med på ideen. Vi blev advaret mod at kaste dem i vandet eller ind i skoven - for blev de væk skulle vi kvittere med 100 kr. som erstatning. Men regler og advarsler er jo til for at blive brudt, ikke? Selvom det måske ikke altid er tilfældet, var der dog alligevel et par elever der var 'uheldige' nok til at skyde deres frisbee i de to vandhuller der befandt sig på marken. Men en smule kold vand skræmmer ikke en efterskoleelev!




Som du nok kan se lykkedes det Frederik at rede hans frisbee op ad det kolde mudrede vand - men Naja var ikke nær så heldig. I sidste uge fik hun derfor en regning på 100 kr. - jeg har støttet hende med en tier da jeg stod og tog billeder af hendes meget grundige forsøg på at rede frisbee'en op ad mudderet.


Dette billede går ud til min familie der synes der er for lidt billeder af mig på min egen blog...


Resten af dagen og weekenden forløb med det efterskoleelver er bedst til - hygge. Søndag cyklede de så 33 km tilbage til skolen igen, og brugte eftermiddagen på at ordne telte, rengøre trangiaer og slappe af. Og således var endnu en undervisningsweekend overstået.

torsdag den 13. marts 2014

(Næsten) Forår på Korinth Efterskole

De sidste dage, eller vel nærmere den sidste uge, har som bekendt været solskinsrige, varme og generelt virkelig flotte. Det er selvfølgelig ikke gået eleverne på Spejderskolen forbi, da rigtig meget af tiden de sidste dage er blevet brugt udenfor.


Selvom der af og til har været en smule køligere, har det ikke skræmt de frygtløse efterskoleelever - så sent som i tirsdags var der endda en mindre gruppe der cyklede ned til den nærtliggende sø for at snuppe sig en dukkert! Og selvom mange spåede det er der gudskelov ikke nogen sygeliggende (7, 9, 13).


Der er blevet spist is, hygget, læst og lavet lektier i det flotte forårsvejr. Lærerne har været positivt indstillede på vores pludselige lyst til at være udenfor - selvom flere dog har taget iPads og computere med ud på græsset. Billederne er taget her til eftermiddag da linjefaget 'Ledelse' havde undervisning - udendørs i dagens anledning.


I morgen står den på weekendtur med efterskolen. Patruljerne skal sammen cykle til et hemmeligt sted, hvor de skal overnatte til i morgen hvor de skal ud og lave nogle hemmelige aktiviteter. Så overnatter de igen til søndag, hvor de cykler hjem til skolen igen. Vi beder alle til at vejret bliver lige så skønt som det har været den forgangne uge - men tager regntøjet med for en sikkerheds skyld!


Teksten på Christoffers trøje er: F.B.I Female. Body. Inspector
Så kan man jo tænke lidt over det...

torsdag den 6. marts 2014

Fastelavn er mit navn...

Hvem havde ærligtalt regnet med at - når vi nu er samlet 57 skøre, unge mennesker her på Spejderskolen - vi ikke ville have en fastelavnsfest? Helt ærligt. Jeg må indrømme at jeg selv havde tænkt på at arrangere noget, men samtidig havde jeg hverken overskud eller tid til det. Heldigvis var der en gruppe elever der havde haft præcist samme tanke som mig. Så onsdag aften havde de arrangeret fastelavn på Spejderskolen - komplet med tøndeslagning, hjemmebagte fastelavnsboller og fastelavnslege. Her er en masse billeder - og en smule tekst - fra aftenen.


Oliver smukt klædt på som sygeplejerske


Amalie klædt som lækker M&Ms i et fantastisk (og hjemmelavet!) kostume.

Vi mødtes klokken 19:30 i gymnastiksalen til tøndeslagning. Der var selvfølgelig hængt en tønde op til pigerne og en til drengene, selvom der dog var en del forvirring om hvem der hørte til i hvilken kategori i dagens anledning. Pigernes tønde var den første til at miste bunden, selvom drengenes var den første til at falde ned.


Tobias A klædt i kokkejakke og blåt tøj - selvom han mest af alt lignede en kok påstod han at skulle være læge... Nå ja, det er da bedre end ingenting ;)


Fra venstre: Pigernes kattedronning, Freja, klædt som hippie; pigernes kattekonge, Naja, klædt som fodboldspiller; drengenes kattekonge, Julius, klædt som vores lærer Rasmus Drabe; drengenes kattedronning, Christoffer, klædt som Leonardo DiCaprio

Efter tøndeslagningen gik vi alle op i spisesalen hvor der var gjort klar til fastelavnslege. Der var åbenbart mange der ikke var vandt til sådanne lege, men at dømme ud fra latteren i spisesalen er jeg ikke et øjeblik i tvivl om at legene har gjort et godt indtryk.


Svend, klædt som necromancer, under den første leg i stafetten: sliksnørrebåndsspisning.


Mickey, klædt som mafia, under den tredje leg: find fire vingummier i en skål mel uden brug af hænderne.

Efter den tredje disciplin var hele lokalet badet i en tåge af mel. Mit kamera havde også et fint lag af mel som bagefter måtte tørres af med en fugtig klud. Jeg har desværre ingen billeder af den anden leg, som bestod i at skulle tage tre bidder af et æble der flød i en balje vand. Lad os bare sige at de syv der blev udsat for det var meget våde i hovederne.


Lige før stafetten blev der serveret lækre hjemmebagte fastelavnsboller. Bagt med kærlighed af Amalie og Mads. Mums!