lørdag den 26. april 2014

Jubilæum på Spejderskolen

En af mine trofaste læsere her på bloggen, eleven Mads, gjorde mig i går morges opmærksom på at jeg nu igen havde glemt at skrive på bloggen. Jeg svarede ham, at selvfølgelig havde jeg ikke glemt det, jeg havde bare udskudt det et par dage, så jeg kunne fortælle om den nærtliggende jubilarmiddag. Så efter at have haft 130 gæster i huset til jubilarmiddag i går aftes, kommer her det længeventede indlæg.


Aftenen startede ud med velkomst og tale, ved forstander Henrik, i gården. Det var en meget flot tale med vægt på det stærke fællesskab vi har i vores lille "familie" at nuværende og tidligere elever på skolen. Herefter blev alle pænt bedt om at tage plads i Spisesalen og Galleriet, så der kunne blive taget for af retterne. Maden blev selvfølgelig præsenteret af to af eleverne fra linjefaget Kok og Gourmet, der havde været i køkkenet siden klokken 8 om morgenen.


Forretten bestående af fisk og hjemmelavet brød stod på poolbordet i Spisesalen - man må jo være kreativ når man skal have plads til mad, 130 gæster, 55 elever og det personale der var mødt op.


En tyndtbefolket spisesal med plads til mange - før talen i gården.

Forretten var stillet op i Spisesalen, hovedretten og salatbaren var stillet op i Rød Gang, og gæsterne var placeret efter den årgang de havde gået på skolen. Der var årgange så unge som eleverne fra sidste - og forrige år, men der var også elever der havde 50 års jubilæum og en enkelt der var endnu ældre. Det var nogle rigtig hyggelige og spændende historier vi som nuværende elever fik i løbet af weekenden. Det var, for eksempel, virkelig underligt at få at vide, at det nuværende lærerværelse engang var møbleret med to køjesenge, og dermed havde fungeret som elevværelse på højde med de værelser vi bor på nu. Og så var der de venlige damer der fortalte hvordan de havde vasket og strøget lærernes uniformer fordi de skulle lære at vaske og stryge - dengang skolen var en husholdningsskole for piger vel at mærke.


Det var en rigtig hyggelig aften med en masse dejligt mad og et travlt køkken. En del af dagen i dag har stået på oprydning, og vi er nu ved at være klar til at påbegynde endnu en uge på Spejderskolen - en uge der bliver den sidste med normal undervisning inden vi forlader skolen til juni. Om et år er det så vores tur til at deltage i Jubilarmiddagen på Spejderskolen.

torsdag den 17. april 2014

Påskeferie!

I modsætning til størstedelen af landets andre skoler, fik vi på Korinth Efterskole ikke fri i fredags... Vi måtte pænt møde i skole mandag, tirsdag og onsdag. Det var egentlig fint nok - rimelig hyggeligt faktisk. Mandag var stille og rolig, vi havde i alt en lektions undervisning da resten af tiden blev brugt på enten lærermøde eller forberedelse til vores tur til Spanien i maj. Tirsdag og onsdag havde vi matematikfagdage, hvor de mundtlige prøver blev forberedt.
Jeg har ikke tænkt mig rigtigt at gå mere i dybden med emnerne da jeg jo trods alt endelig har ferie.







Billederne er alle fra vores prøve-prøve i mundtlig matematik tirsdag. Det er altid dejligt med smil og godt vejr. God påske!

søndag den 13. april 2014

Linjefagstur til Sverige

I sidste uge var den normale undervisning på Spejderskolen erstattet af en helt uge kun med undervisning i de tre linjefag: Kok og Gourmet; Adventure; og Ledelse. Mens Kok og Gourmet blev tilbage på skolen for at lave mad, tog de to resterende linjefagshold til Sverige.



Turen startede tidligt mandag morgen. Jeg ved ikke hvordan det foregik på skolen, da jeg selv var i København, og derfor stod på toget i København, sammen med de andre, klokken lidt over 11 mandag middag. Herefter gik turen med tog til Helsingør, hvor færgen fragtede os til Sverige og endnu et tog og en bus fragtede os til den svenske by Röstånga. Herfra havde vi en times gåtur til spejdercentret; Gillastugan.



Som en del af linjefaget, Ledelse, skulle vi, i grupper af fire, overnatte væk fra spejdercentret en nat i løbet af ugen. Min gruppe valgte at overnatte andetsteds den første nat, så vi ikke skulle bekymre os om det senere hen. Vi gik derfor, kort efter ankomst, ud til den lille hytte, Liagården, hvor vi lavede mad over trangia og sov i en hyggelig shelter. Næste dag skulle vi mødes med resten af linjefaget, for nu skulle der forberedes løb til Adventureholdet - et løb der skulle gennemføres senere på ugen.



Efter gåturene i den svenske natur, vendte vi tilbage til spejdercentret for at forberede løbet yderligere. Her skulle posterne indtegnes på kortet, og alle skulle være fuldstændig klar til torsdagens strabadser. Det meste af tirsdag og onsdag gik derfor med planlægning, i hvert fald for Ledelsesholdets deltagere.
Hvad Adventure angår, ved jeg ikke så meget. Dog kan jeg fortælle at de kom hjem våde og beskidte alle dage, og livligt fortalte om hvordan de havde badet i en sø, været ude og klatre og derudover havde lavet en masse andre fede ting. Jeg kan da også sige at jeg, efter at have snakket med nogle andre fra mit eget linjefag, ikke var den eneste der misundte Adventurefolkene bare en lille smule. Til gengæld, havde vi da i det mindste tøre fødder - næsten - hele ugen.



Når vi ikke lavede aktiviteter, hyggede vi os eller lavede mad. Al maden blev lavet af eleverne, på skift selvfølgelig. Ovenfor er billeder taget af de fire elever fra Adventureholdet der, onsdag aften, lavede pizza til den store guldmedalje. Jeg må indrømme at køkkenet ikke ligefrem var rent - hvilket man jo ikke helt kan forlange, at det er, når det er Adventureholdet, der er i køkkenet uden en voksen ;-) - men pizzaerne var gode og mættede mere end forventet... Der var da også kun 12 bradepandestore pizzaer.



Torsdagen indhentede os og bragte med sig den første aktivitet: opvarmning på "Politiets Hjælpedelegations Bootcamp". En aktivitet hvor Adventureholdet skulle "testes" i styrke og hastighed, på en bane jeg, med hjælp fra en af vores lærer, Jacob, havde arrangeret som ren og skær tidsfordriv, så det var muligt for de andre på Ledelsesholdet at nå ud til deres poster før Adventureholdet blev sluppet løs. Dem der kom først i mål fik, foruden flere point end de andre, og et forspring på dagens løb.



Da de var færdige på startposten, blev Adventureholdet sluppet løs på det store løb. Jeg nåede ud til min post - som selvfølgelig var den der var længst væk - lige i tide til at kunne tage billeder af den første patrulje. På vores post var patruljerne trængt ind på Militærtområde og skulle derfor igennem en række udfordringer før de kunne få de informationer de havde brug for. Dette indkluderede blandt andet mavebøjninger (øverste billede) og tandbørstning på hinanden med fingrene (nederste billede). Mange af deltagerene fandt det virkelig granseoverskridende, men alt i alt gik alle positivt derfra. Jeg kan desuden forsikre om at vi (postmandskabet) havde det mindst lige så sjovt.


Fredag morgen stod den på hjemtur. Dagen startede klokken 0500 om morgenen, hvorefter der kun var at pakke taskerne og tage afsted mod Röstånga igen. Vi var et mindre hold - de hardcore, som Jacob beskrev os - der blev tilbage for at klare den sidste rengøring. Vi var de særligt udvalgte der kunne gå hurtigt nok - med oppakning - til at vi kunne nå ind til byen i tide til at nå bussen. Vores hold bestod udelukkende af Adventurefolk, bortset fra Freja og jeg, der dermed var de mest hardcore på Ledelsesholdet - i hvert fald ifølge os selv.
I Helsingør gav lærerne is (nice!) og i København stod Svend og jeg af. Klokken var på det tidspunkt 1108, og vi havde været vågne i 6 timer.
Sådan sluttede linjefagsugen for linjefagene; Adventure og Ledelse.

fredag den 4. april 2014

Ups...

Det gik op for mig i går aftes da jeg lå i min seng klokken 22:30, at jeg havde glemt at skrive på bloggen... Ups...


Her i onsdags var klatreholdet for anden gang på besøg Faaborgegnens Efterskole for - gæt engang - at klatre. Holdet består af 9 elever - så vidt jeg husker - og er blevet dannet med det formål at deltage i en klatrekonkurrence i starten af maj.


Der er faktisk ikke så meget mere at sige om klatreholdet end lige det... Så her kommer lige et par billeder mere.



I denne uge har vi haft danskuge - en faguge på tværs af klasserne. De to klasser blev i starten af ugen delt ind i hold af tre, og har siden arbejdet med diverse grammatiske problemstillinger. Det hele mundede ud i fremlæggelser torsdag og fredag. Heldigvis handlede ugen også om andet end grammatik.
Tirsdag cyklede vi alle ud til en sø - jeg ikke kan huske hvad hedder - for at se på havørne. Siden jeg ikke havde mit kamera med har jeg desværre ikke nogen billeder fra turen... Hvilket er lidt en skam da ørnene var virkelig flotte - igennem kikkerterne vel at mærke. Tirsdag middag - før vi kørte hjem - forsøgte to af skolens lærer at bilde os ind at vi - som træning til den nærtliggende tur til Spanien - skulle gennemføre et triathlon. Få troede på det, men alle mødte alligevel op i løbetøj, med badetøj og håndklæde i hånden, i galleriet klokken 12. Her fik de skeptiske bekræftet deres teori - det såkaldte triathlon var en aprilsnar. Jeg må indrømme at jeg ikke er fan af aprilsnarer, men, det var nu ret sjovt alligevel.

I næste uge kan jeg først skrive her igen på fredag, fordi vi skal på linjefagstur til Sverige. God weekend!