Pakken...

Jeg går hjem fra gymnasiet som på enhver anden dag. Jeg beslutter mig for at jeg da lige så godt kan tjekke postkassen, nu hvor jeg alligevel er udenfor. I den sorte postkasse for enden af vores indkørsel finder jeg - foruden de sædvanlige aviser og breve - en pakke adresseret til... Ja, mig selv. Det var ikke just det jeg havde regnet med på sådan en ganske almindelig onsdag.
Efter at have tømt den for indhold lukker og låser jeg postkassen og begiver mig indendøre. Jeg lægger indholdet på køkkenbordet og tager med det samme pakken under større opservation.

Den vejede ikke meget taget i betragtning af dens størrelse, så jeg var spændt på at få afdækket dette lille mysterium. Jeg tjekkede afsenderadressen og genkendte min gode ven fra efterskolens navn: Mads. Tak Mads.

Bevæbnet med en saks gik jeg i krig mod tapen uden på kassen.

Indeni lå et brev adresseret til mig og en mystisk genstand pakket ind i pap og - endnu mere - tape. Så jeg åbnede brevet og læste de varmende ord fra min dejlige gode ven, Mads. Herefter var det om at få åbnet pakkens egentlige indhold.

Den var godt pakket ind, men det lykkedes mig uden større besvær at få tapen skåret over. For at være helt ærlig var pakken sværrer at åbne end pakkens indhold...

Indeni gemte sig en fin lille elefant med ord og sætninger fra Mads' og min tid på Korinth Efterskole - ord og sætninger der mindede mig om hvor hyggeligt vi har haft det.

Især en sætning i det håndskrevede brev fangede min opmærksomhed. "Hvad med bloggen?" - ja, hvad med den? Jeg ved det ikke rigtigt... Jeg vil gerne begynde igen, men jeg kan ikke love at alt jeg lægger ind herinde nødvendigvis hører sammen, og jeg kan derfor ikke fortælle hvad denne blog kommer til at handle om. Jeg har mange interesser, så forvent at indholdet af denne blog bliver blandet... Jeg kan dog love en ting: Det bliver fantastisk hyggeligt!