søndag den 1. september 2013

Ude... Hvad-for-noget?!

Udeskole.
Simpelt og enkelt. Udeskole.
Men hvad går det så ud på? Seks uger med overnatning i telt, udeaktiviteter og undervisning udenfor? Sådan cirka.
Fagene er de samme som i folkeskoler og efterskoler rundt om i resten af landet, forskellen er bare at undervisningen er rykket ud af klasselokalerne.


Dansk, engelsk, tysk, geografi, biologi, kristendom og matematik foregår i de opstillede stjernetelte (billedet), ude på græsplænen eller i det store hvide telt. Fysik/kemi timerne får som det eneste fag lov til at blive indendøre - i et lokale på den lokale skole. Sommetider må Fysik/kemi undervisningen dog også flyttes over i det hvide telt, hvilket - hvis du spørger mig - er meget bedre end at vi skal gå hele vejen over til skolen... Dovenskab længe leve!


Det er lidt mærkeligt at gå i skole udenfor. Vi sover i telt, og tilbringer det meste af vores tid under åben himmel, så det hele føles mest af alt som en spejderlejr. Det er derfor meget svært at vende sig til at den undervisning vi får er det rene alvor, og det er svært at få taget sig sammen til at lave lektier. Opgaverne i de forskellige fag bliver lagt op på elevintra, og med en internet-forbindelse der - på trods af to internet routere - næsten ikke er der, er det derfor endnu sværere at få lavet lektierne.


Hverdagen er ikke fastlagt, og man bliver virkelig træt af alle de nye indtryk... Umiddelbart lyder det ret meget som om jeg brokker mig, men for at være helt ærlig: Spejderskolen klarer det faktisk rigtig godt. Når vi som elever kommer med konstruktiv kritik - som da vi i den første uge manglede plads i teltene - finder vi - sammen med skolens leder Henrik - i fællesskab en løsning på problemet.
... Og når vejret er så fantastisk som det har været de sidste par uger, så brokker vi os selvfølgelig ikke nær så meget som når regnen står ned i lårtykke stråler, og vinden vælter vores stjernetelte. Men som skolens leder forsikrer os om hver gang vi kommer til ham med konstruktiv kritik:
Hvis vejret bliver for dårligt, rykker vi selvfølgelig indenfor.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar