torsdag den 27. februar 2014

Kollektivet '92

Som en del af linjefaget Ledelses undervisning skiftes eleverne til i grupper at bo i skolens lærerbolig. Nr. 7, villaen, huset, lejligheden, anstalten, kært barn har mange navne, selvom det vidst er vedtaget af vores lærer, Rasmus, at det hedder Kollektivet.
Kollektivet '92 er et projekt hvor vi som elever får lov at prøve hvordan det er at bo væk fra de trygge rammer, sammen med andre og med et stramt budget, i en uge. Vi skal lave mad, betale regninger og holde styr på vores små 'familier' helt selv - uden hjælp fra lærerne. Vi får i starten af vores uge udleveret 1000 kr - 40 kr. pr. mand pr. dag. Det er selvfølgelig med løftet om at vi laver vores lektier og møder til tiden. Hvis man glemmer dette bliver man smidt ud af kollektivet med øjeblikkelig virkning, sammen med at ens 200 kr. bliver taget ud af kollektivets budget - uanset om man har boet der 4 timer eller 4 dage. Vi lærte det på den hårde måde i vores kollektiv i går.
I vores kollektiv var vi tre piger og to drenge. Onsdag havde begge drenge glemt at lave lektier og blev derfor smidt ud af kollektivet. Her stod vi med et problem. Med lidt under 400 kr. tilbage af budgettet - vi havde set fremad og købt mad for ca. 500 kr. om mandagen, mad der ville holde til hele ugen. Med 125 kr. i regninger der skulle betales oveni var de 371 kr. langt fra nok til at betale for både drengene og regningerne, så vi måtte arbejde for at tjene penge - ellers ville kollektivet blive nedlagt totalt. Til vores held tilbød hele linjefaget at hjælpe os - de tre piger tilbage i kollektivet - med at arbejde og dermed tjene penge til at betale for vores gæld. Tak til dem - vi havde ikke klaret det hele alene på under 3 timer.


Gæster til middag. Fra venstre: Svend, Kim, Mads, Trine, Fie og Amalie. Trine og Fie boede sammen med to drenge og jeg i kollektivet i denne uge.

Med så meget mad tilbage - og kun tre munde at mætte - valgte vi at invitere fire gæster til aftensmad i huset her til aften. Vi bød på madpandekager og rodfrugter - det skal jo være sundt - og gæsterne var positivt overraskede. Efter vi havde spist sad vi i op mod en time ved bordet og snakkede og grinede, og pludselig fandt jeg mig selv sammenligne mig selv med mine forældre når de har inviteret gæster til at spise middag hos dem. Suk...
Vi har stadig meget mad tilbage, mad som vi ikke helt tror vi kan få spist... Vi har inviteret et par lærer til at spise frokost hos os i morgen, så man kan jo håbe på at de kan hjælpe os med at få spist en masse af maden. Jeg havde i starten af ugen udviklet en madplan på baggrund af hvad supermarkederne i Faaborg havde på tilbud. Tre ud af de fem i vores kollektiv tog så bussen til Faaborg og handlede ind til hele ugen. Samtidig havde jeg lavet en aftale med butikchefen i Dagli' Brugsen i Korinth om at vi måtte komme og hente brød de ikke havde kunnet sælge den forgangne dag. Så tirsdag kunne jeg i Brugsen tage så meget brød jeg havde lyst til, fra en indkøbsvogn proppet med brød der havde sidste salgsdato samme dag. Fantastisk! Brødet fejlede jo intet, noget af det har vi endda stadig liggende i køleskabet.
 

Trine i gang med at gøre rent efter en uge i huset.

Efter gæsterne var gået 'hjem' tog Trine og jeg opvasken der i løbet af aftenen havde hobet sig op på køkkenbordet. Herefter gjorde vi rent på drengenes soveværelse og i stuen, så vi ikke behøvede gøre rent derinde i morgen. I morgen skal vi gøre hele lejligheden ren så den er klar til den næste gruppe elever der flytter ind i næste uge.


Det lækre køkken (med et induktionskomfur! der drillede os en smule her til aften) hvori jeg har lavet morgen- og aftensmad siden i mandags.


Soveværelset med de tre senge hvor Trine, Fie og jeg har sovet. Jeg valgte at sove i sovepose da jeg ikke havde lyst til at slæbe dyne, pude og lagen med over i huset.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar