fredag den 24. oktober 2014

På besøg hos kokken

Det er efterhånden en god tid siden jeg drog hjem fra Korinth Efterskole og sagde farvel til alle mine venner. Siden har jeg kun set meget få - hvis overhovedet nogen - af dem, hvilket mange vil sige er en skam. Og det er det da også. Nu er det jo bare sådan at de fleste af mine efterskolevenner bor på Sjælland, så det er ikke just nemt at besøge dem. Så da Svend skulle på arbejde fredag i efterårsferien, besluttede jeg at jeg - i stedet for at tage hjem til Århus - at tage et smut forbi Fensmark for at besøge min kære ven Mads.


Hvis navnet "Mads" ringer en klokke hos dig, er det fordi Mads flere gange er dukket op på bloggen. Billedet herover er taget i foråret og har tidligere været brugt i et andet blogindlæg. Mads er - foruden en af mine aller mest trofaste læsere - en af mine bedste venner, og utroligt god til at lave mad. Og lige netop hans mad havde jeg set rigtig meget frem til.
Jeg ankom til Næstved Station fredag kl 13:20, og mødte lidt efter Mads. Vi skulle lige en tur rundt i Næstved før vi tog bussen til Fensmark. Mens vi går i Næstved ringer Mads til sin far og spørger: "Far, gider du at vende stegen?" Så kender man Mads igen - altid styr på maden! Da vi kommer hjem til ham får jeg sat mine ting og vi begiver os ud at handle, vi skal jo købe ind til aftenens festmåltid - pulled pork burgere. Vi bager selv bollerne, Mads laver coleslaw og jeg laver bolledej til næste morgen. Sammen med de hjemmebragte - spiralformede - pomfritter er det et helt festmåltid vi serverer i udhuset en times tid senere:


Næste morgen er maden heller ikke helt dårlig: Jeg vågner klokken otte og når lige at sige hej til Mads' mor inden hun smutter ud ad døren - hun skal på arbejde. Mads har været vågen længe, og har allerede bagt boller til morgenmaden. Sammen laver vi varm kakao og dækker på ny bordet i udstuen. Jo, man har det godt når man er på besøg hos en elev på kokke- og tjenerskolen!


Senere begav jeg mig atter ind i et tog - denne gang mod Århus. Efterårsferien sluttede med en hyggelig togtur sammen med Svend og Julius og Mo fra Korinth Efterskole - de skulle alle til fødselsdag i Odense. Da jeg vendte træt hjem om aftenen, lavede jeg pizza sammen med min lillebror og kusine, der begge havde været på PLan kursus i efterårsferien.
Alt i alt egentlig en rigtig dejlig efterårsferie.

mandag den 13. oktober 2014

Regnvejrsdag med kulørte cookies

På trods af de forgange solrige - ja nærmest sensommerlige - dage, har dagen i dag som bekendt været grå og regnvejrsfyldt. Meteorologerne har flere gange spået at nu er sommeren forbi, men det betyder ikke nødvendigvis at farverne behøver at forsvinde helt. Nu hvor dagene bliver kortere og mere grå er det godt med lidt farve. Her i efterårsferien har jeg begivet mig hele vejen til Danmarks hovedstad København, for at besøge min kæreste Svend og hans familie. Når jeg endelig begiver mig hele vejen til København for at besøge dem, plejer jeg at bage en eller anden form for kage mens jeg er her (jeg er begyndt at tro at det måske er det eneste tidspunkt de rent faktsik får kage!). Så med inspiration fra det triste vejr udenfor, besluttede vi i dag at bage cookies med chokoladeknapper (okay, VI besluttede at JEG skulle bage... Men det er cirka det samme alligevel). Denne fantastiske opskrift kunne jeg godt tænke mig at dele med de få der - på trods af mine utroligt sjældne indlæg - stadig læser min blog. "Men hvordan ved jeg om de smager godt?" spørger du nok dig selv, bare rolig, jeg har selvfølgelig fået mine københavnske smagsdommere til at bedømme kagerne, så du ved om de nu også smager godt nok ;-)



Ingredienser:
(Der er nok til ca. 15 cookies)

240 g hvedemel
½ tsk natron
½ tsk salt
170 g usaltet smør, stuetemperatur
200 g sukker (150 g af disse kan erstattes af lys muscovado sukker - dette er ikke et krav, men det smager bedre. I den version jeg bagte i dag var der ikke muscovado sukker)
1 spsk vaniljeessens (eller 2 tsk vaniljesukker)
1 æg
Ca. 250 g chokoladeknapper
1 dl vand

Pisk smør og sukker sammen i en skål. Tilsæt herefter ægget og vaniljen og pisk til blanding er cremet. Sigt mel, natron og salt i og pisk til det er bladet. Hæld vandet i og saml dejen med en ske, rør herefter chokoladeknapperne i med skeen.
Herefter kan dejen stille i køleskabet. Jeg synes umiddelbart det er nemmere at bage kagerne med det samme - men det er helt op til den enkelte. Hvis den stille i køleskabet i mere end 30 min. skal den pakkes ind i film. Kagerne bages ved 165 grader i ca. 17 minutter - til de er lysebrune i kanterne. Jeg bruger to skeer til at forme dejen i bolde som jeg lægger på bagepladen. De flyder ud, så jeg bager fem kager ad gangen. Når kagerne tages ud skal de ligge og køle af i 5-10 minutter på bagepladen, før de kan flyttes over på en rist.
Velbekomme!

Kagerne før de kommes i ovnen. Størrelsen afhænger af hvor store bolde man laver, jeg plejer at lave dem store nok til at de kan ligge i en spiseske - ca. 7-8 cm i diameter.


De bagte kager. Her ligger de og køler af før de kan kommer over på en bagerist.

Men smager kagerne overhovedet godt? Her kommer de tre bedømmelser af kagerne:

Svend:

"Den smager af cookie. Den smager virkelig godt, den er overraskende blød - men det er ikke negativt!"

Carl:

"Den smager super godt!"

Morten:


"Sådan en kage med chokoladeknapper, det er godt nok noget af det sødeste jeg har smagt. Jeg tror jeg gemmer den til i morgen, så kan jeg da komme tidligt op uden problemer! Den smager rigtig godt, det er slet ikke det!"

Som den kageelsker jeg er, kan jeg selvfølgelig ikke lade være med at smage på - og bedømme - mine egne kager, så her kommer en bonus bedømmelse fra den mest kritiske person når man laver mad, kager, osv: Kokken selv.

Nanna:


Jeg har lavet disse cookies et par gange før, og jeg må indrømme at denne gang desværre ikke var den bedste. Jeg plejer at lave dem med muscovadosukker og mørk chokolade i stedet for chokoladeknapper - og det smager altså langt bedre end disse (utroligt søde) farverige chokoladeknapper. De smager dog stadig utroligt lækkert og sætter helt sikkert kulør på sådan en grå dag.