lørdag den 29. november 2014

Vinder af NaNoWriMo 2014!

Klokken 22:00 tidligere på aftenen klikkede jeg 'Validate novel' (godkend roman) på NaNoWriMo siden og fik bekræftet at jeg rigtigt nok havde skrevet mere end de 50.000 ord, og at jeg derfor har vundet! For tredje år i træk.

(billedet er ikke mit eget, men tilhører derimod nanowrimo.org)

Jamen Nanna, hvad vinder man? Ja, se det er et meget sjovt spørgsmål, for svaret er ingenting. Eller jo, et fint diplom man selv skal printe, en række tilbud fra forskellige skrive-relaterede resurcer og selvfølgelig, æren. Det er alt jeg får ud af det, men det er til gengæld også det hele værd.
Min november er stresset, fuld af søvnmangel, proppet med slik og indeholder desuden et ekstremt inaktivitetsniveau fra min side (mine balder er næsten flade efter at have siddet ved en computer så meget...) Men det er en måned jeg ser frem til hele året, og en måned jeg er stolt af at gennemføre gang på gang. Normalt slutter man den 30. november, men jeg har været foran i år, og kan derfor kalde mig for vinder allerede i dag.
Jeg har lagt mærke til hvordan jeg, så snart jeg rammer 40.000 ord, automatisk kommer i julestemning. Det er sjovt hvordan jeg på bare tre år har vendet mig til at det er jul når jeg ser de tal på skærmen.
Jeg vil ikke røbe for meget af min historie, dels fordi jeg er alt for træt til at gå i detaljer, men også fordi det er en gave til en fra min familie på et tidspunkt her til foråret... Men hvem det er, er ikke godt at vide ;-)

Min historie i år handlede om en pige ved  navn Keka. Keka bor i en verden hvor drager er det mest normale dyr, og alle børn får magi i en alder af 15 år. De som ikke gør det (omkring 1 ud af 100) skal, ifølge tradition og mytologi, ofres til guderne. Da Keka fylder 15 år, får hun imidlertid ikke sine magiske kræfter, og flygter sammen med sin bedste veninde, for ikke at blive slået ihjel. De håber på at kunne finde magi til hende et andet sted, selvom det langsomt går op for dem at det ikke er muligt. Men da en kvinde i en landsby ved havet fortæller dem noget andet, sætter det deres flugt i et helt andet perspektiv.

Det er, som man nok kan gætte, en bog af genren Fantasy, skrevet primært for børn. Jeg har ingen anelse om hvor god den er, da jeg har erfaret at det er klogest at lade den ligge et par uger før jeg begynder at læse den igennem.

torsdag den 13. november 2014

November nok en gang

Så blev det november igen igen. Eller det vil sige at det har sådan set været november i 13 dage nu - som tiden dog flyver!
De der kender mig bedst, eller på nogen måde har snakket med mig på et tidspunkt i november de sidste par år, ved hvilket latterligt og fantastisk projekt jeg deltager i på denne tid af året. Hvert år i november siden 2012, har jeg deltaget i et verdensomspændende arrangement hvor hver deltager stræber efter at skrive 50.000 ord på de 30 dage i november. Ja, det er skørt. Ja, det er svært. Ja, det er FANTASTISK.
Arrangementet hedder NaNoWriMo som står for National Novel Writing Month, på dansk: National Roman Skrivnings Måned, så tja, jeg skriver en roman på en måned.
Selvom 50.000 ord lyder af meget - og det er det også! - er 'normale' romaner faktisk længere. En roman du typisk finder hos en boghandler er på mellem 80-150 tusinde ord, hvorimod selvfølgelig de bøger på flere tusinde sider er på langt flere ord. Pludselig lyder 50.000 ord ikke af så meget... Men det er det jo heller ikke, det er jo BARE 1667 ord om dagen i 30 dage... Suk.
De sidste to år har jeg vundet. Det være sig at jeg har færdiggjort mine 50.000 ord den 30. november, copy-pasted hele skidtet ind i ordtælleren på deres hjemmeside og fået bekræftet at der (heldigvis) var 50.000 ord. Hernæst har jeg fået et flot diplom - som jeg selv skal udfylde og printe - og en bunke tilbud fra eventets sponsorer - det vil sige tilbud på udgivelser, bøger og skrivesoftware. Intet af det er gratis. Jeg får ingen præmie (udover tilbudene) og jeg gør det frivilligt... Jeg forstår stadig ikke hvorfor så mange synes jeg er på kanten til sindsyg ved atter at tage denne udfordring op?
I år skriver så igen igen. Min familie har vendet sig til det nu - gudskelov - og for første gang er det lykkedes mig at være foran det daglige gennemsnit. Mens jeg skriver dette ligger jeg på 28.049 ord - ifølge statistikken burde jeg ligge på 21666, så jeg er foran - og jeg mangler stadig 1000 ord i dag for at have det godt med mig selv.
Jeg vil utroligt gerne fortælle om den roman jeg skriver i år, men det må blive en gang i næste uge når jeg igen har tid til at skrive her på bloggen. Imens kan man jo lige tjekke siden ud hvis man er blevet nysgerrig: http://nanowrimo.org/
Indtil da: Glædelig november!