Så blev det november igen igen. Eller det vil sige at det har sådan set været november i 13 dage nu - som tiden dog flyver!
De der kender mig bedst, eller på nogen måde har snakket med mig på et tidspunkt i november de sidste par år, ved hvilket latterligt og fantastisk projekt jeg deltager i på denne tid af året. Hvert år i november siden 2012, har jeg deltaget i et verdensomspændende arrangement hvor hver deltager stræber efter at skrive 50.000 ord på de 30 dage i november. Ja, det er skørt. Ja, det er svært. Ja, det er FANTASTISK.
Arrangementet hedder NaNoWriMo som står for National Novel Writing Month, på dansk: National Roman Skrivnings Måned, så tja, jeg skriver en roman på en måned.
Selvom 50.000 ord lyder af meget - og det er det også! - er 'normale' romaner faktisk længere. En roman du typisk finder hos en boghandler er på mellem 80-150 tusinde ord, hvorimod selvfølgelig de bøger på flere tusinde sider er på langt flere ord. Pludselig lyder 50.000 ord ikke af så meget... Men det er det jo heller ikke, det er jo BARE 1667 ord om dagen i 30 dage... Suk.
De sidste to år har jeg vundet. Det være sig at jeg har færdiggjort mine 50.000 ord den 30. november, copy-pasted hele skidtet ind i ordtælleren på deres hjemmeside og fået bekræftet at der (heldigvis) var 50.000 ord. Hernæst har jeg fået et flot diplom - som jeg selv skal udfylde og printe - og en bunke tilbud fra eventets sponsorer - det vil sige tilbud på udgivelser, bøger og skrivesoftware. Intet af det er gratis. Jeg får ingen præmie (udover tilbudene) og jeg gør det frivilligt... Jeg forstår stadig ikke hvorfor så mange synes jeg er på kanten til sindsyg ved atter at tage denne udfordring op?
I år skriver så igen igen. Min familie har vendet sig til det nu - gudskelov - og for første gang er det lykkedes mig at være foran det daglige gennemsnit. Mens jeg skriver dette ligger jeg på 28.049 ord - ifølge statistikken burde jeg ligge på 21666, så jeg er foran - og jeg mangler stadig 1000 ord i dag for at have det godt med mig selv.
Jeg vil utroligt gerne fortælle om den roman jeg skriver i år, men det må blive en gang i næste uge når jeg igen har tid til at skrive her på bloggen. Imens kan man jo lige tjekke siden ud hvis man er blevet nysgerrig: http://nanowrimo.org/
Indtil da: Glædelig november!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar