lørdag den 14. december 2013

Jul på Korinth Efterskole

Så er årets terminsprøver og projekt- og DOSOopgaver færdige, og hvilken lettelse! De sidste uger har været hektiske på den lille skole ved Faaborg, men julestemningen har stadig været i fokus.


Den første december var elevernes familie og forældre blevet inviteret til julehygge på skolen. I spisesalen blev der produceret julepynt til den store guldmedalje, mens æbleskiver, hjemmelavede boller, ost, småkager og meget andet mundgodt blev serveret på midterbordet.
Da forældrene havde forladt skolen blev der ryddet op i spisesalen, hvorefter dagen forløb som normalt... Eller, det var i hvert fald hvad efterskoleeleverne skulle tro. Klokken 20 skulle eleverne møde op i varmt tøj og refleksvest i entreen. De skulle ud at 'gå en tur'. Eleverne blev bedt om at inddele sig i grupper af ca. fire, hvorefter de fik et kort og en kort beskrivelse af ruten: Følg stien i ca. 4 kilometer, når der kommer en bum går i forbi den og fortsætter til højre af den næste vej der krydser stien, i skal finde huset med lysestagen med 7 lys i vinduet.
Jeg har desværre ikke et eneste billede fra det hyggelige hus vi kom ud til. Det var stjerneklart og kuldsort omkring os da vi gik de fire kilometer ud til huset. Da vi ankom var husets indkørsel pyntet med fakler, og vores forstander Henrik stod sammen med hans sekretær Lillian og serverede suppe, kaffe, te og brød til eleverne. Da eleverne vendte tilbage til skolen var der risengrød og julehistorie ved Conny i pejsestuen.


En anden ting der er sket på skolen var overraskelsen fredag morgen. 8 piger (inklusiv mig selv) samt en dreng stod op mellem kl. 05:00 og kl 05:45 for at overraske resten af skolens elever med Luciaoptog kl. 06:00. De hurtige har nok genkendt Luciabruden som undertegnede, der trods det korte, røde hår fik lov at bære kransen med lysene gennem skolen. På vejen fra topgangen, gennem anex- og vinkelgangen, op på solskinsstuen, ind på lærerværelset, ned til fløjen første og fløjen stuen og hele vejen ned i gymnastiksalen blev samtlige værelsesdøre åbnet i takt med at optoget kom forbi. De trætte elever smillede og kiggede ud af døren, og en enkelt gik stille ud af døren og stillede sig ved siden af optogets fotograf, for selv at tage billeder af os. Da eleverne mødte op i gymnastiksalen fortalte mange hvor glade de havde været for at blive vækket af 'englesang' som de kaldte det. Torsdag aften havde jeg selv stået i køkkenet i små tre timer og bagt 60 Luciabrød (med safran!) som blev serveret med varm kakao i gymnastiksalen fredag morgen. Et par af pigerne fra optoget kom og hjalp med opvasken mens jeg bagte, ligesom vi havde tre piger i køkkenet fredag morgen til at varme kakao og brød. Vi havde sat sokker og stof for lyscensorerne rundt omkring på gangene, så det eneste lys på billedet ovenfor kommer fra kronen og de fire lys pigerne bag mig bar.



Opskriften på Luciabrødene kan findes her.
Det meste af optoget blev filmet, klippet sammen og er nu lagt op på Youtube. Videoen kan ses her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar