Fortælling fra Spanien: Vinterhejk i maj

Torsdag den 22. maj begav syv elever og en lærer sig, sammen med en lokal guide, ud på en to dages hejk i Pyranærerne. Vi havde fået fortalt at det kunne blive koldt, og var blevet rådet til at tage vanter og hue samt varmt tøj med, men med solen højt på himmelen og temperaturen på 20 grader, troede vi ærlig talt ikke særlig meget på det. Vi tog fejl.

Vi skulle tilbagelægge 1200 højdekilometer (så vidt jeg husker) den første dag, da vi skulle overnatte oppe i bjergene. Det var en smule hårdt i starten, men da kroppen var kommet i gang blev turen lidt lettere. Det var svært grundet det hårde, stenede terræn som vi jo langt fra er vandt til i det flade Danmark, og jeg må ærligt indrømme at jeg synes det var hårdt, men oplevelsen var uden tvivl det hele værd. Undervejs gjorde vi stop ved de små vandløb for at drikke vand og slappe af, for selvom vi skulle tilbagelægge 1200 højdekilometer skulle vi kun gå knap 15-20 km i alt.

Tidligt på eftermiddagen begyndte farverne i landskabet af skifte fra grøn til hvid, og snart gik vi mellem de snedækkede bjerge. Det var ikke forfærdeligt koldt, men det var underligt at gå rundt i sneen med visheden om at ens venner rendte rundt i tshirt og nød solen på deres egne aktiviteter.

Da vi nåede frem til kløften fik vi at vide at der ikke var langt igen. Vi skulle overnatte på toppen af den, og gå ned til bunden af den dagen efter. Skyerne dækkede desværre det meste af vores udsigt, og de halede hurtigt ind på os, så vi var nødt til at gå videre for at have en sikker sigtbarhed. Det var først her vi rigtigt gik i sne til knæene. At krydse de stejle skråninger fyldt med sne, ved at træde i guidens fodspor, var virkelig grænseoverskriddende men samtidig også meget spændende. Omkring klokken 1630 nåede vi frem til et rimelig plant stykke, opgivet af lette klipper så det lå i læ for vinden. Der var vand i nærheden, så vi besluttede os for at slå lejr.

Da vi havde slået telt op og fordelt vores ting i teltet, krøp vi i vores poser og lagde os godt til rette for at holde varmen. Vores dejlige lærer, Vagn, lavede herefter, sammen med eleven Mads, mad til os over trangia - inde i teltet. Den første portion smagte ubehageligt meget af sprit, men anden portion var bedre. Vi sad i vores soveposer og skiftedes til at bruge det spisegrej der var blevet taget med. Vores lærer vaskede op for os, så man kan roligt sige at vi havde en rigtig hyggelig tur. Mange tak til Vagn for at opvarte os på den måde. Omkring klokken 1830 lagde vi os til at sove, da vi ikke rigtigt havde noget andet at tage os til.

Gruppebillede fra turen. Fra venstre: Julius, Svend, Kim, Mads, Vagn, John, vores guide Jabi, Lis og jeg. Jeg er ikke sikker på at jeg har stavet vores guides navn rigtigt... Det var ret svært at udtale.

Næste dag pakkede vi vores ting og gik mod et hus (jeg tror de kaldte det et refugium) hvor vi spiste morgenmad og slappede af i varmen i et par timer. Mads havde fået det dårligt om morgenen og var besvimet, men han fik det bedre efter at have fået noget at spise og drikke. Jeg passede på ham og sørgede for at han fik sukker, da vi gættede på at han havde lavt blodsukker. Til gengæld drak han det meste af min ananasjuice, men så længe han fik det bedre var det godt nok. Efter at have spist frokost i huset begav vi os ned ad bjerget igen.

Lige så stille blev tærrenet mere grønt og medgørligt, til vi endte med at gå på en sti i nationalparken i bunden af kløften. Sent på eftermiddagen mødtes vi med en række af de andre, og blev herefter kørt tilbage til lejrpladsen med bus.