torsdag den 5. juni 2014

Udeskole... Igen

Som en del af afslutningen på vores skoleår, er vi (eleverne) igen blevet sendt i udeskole. Denne gang har man brudt op med de hidtil kendte patruljer og ideen om at sove i telte.


Denne gang er vi blevet delt op i "sjaks" af 4 eller 5 elever - og hvordan de enkelte sjaks vil sove og bo under udeskolen er helt op til dem selv, så længe det dog er udendørs. På billedet ovenfor ses sjak 3s hængekøjeborg der lige nu rejser sig over marken. Sjakkene er blandet drenge og piger, og også blandet på tværs af klasserne. Madlavningen foregår ligesom da vi var inden for; to fra hvert sjak tilbereder aftensmad til sjakket. Morgenmad og frokost bliver så lavet af en repræsentant (dvs. en til morgen og en til frokost) fra halvdelen af de i alt 12 sjak.


Når vi ikke lige er til prøver, har lærerne en masse aktiviteter stukket op i ærmerne - klar til at hive frem når vi mindst venter det. I dag blev vi delt ind i 10 hold, der skulle planlægge en kort aktivitet hver. Herefter skulle man gå rundt til de andre gruppers poster og prøve dem. Pointene blev selvfølgelig givet efter 7-trins skalaen. I eftermiddags var der planlagt endnu en aktivitet - denne gang handlede det dog om at skære i grene. Når vi ikke lige laver aktiviteter eller er til prøve, nyder vi det gode vejr og slapper af inden vi om tre uger vender snuden hjem igen - for alvor.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar